Kan IT revitalisere det brede politiske engagement?

2 svar [Seneste indlæg]
Bruger er offline. Sidst set for 1 year 20 weeks siden. Offline
Indmeldt: 25. august 2010

Forleden spottede jeg et københavnsk busskur, som opfordrede mig til at deltage i den demokratiske debat. ”Bliv hørt” stod der (eller helt præcist, på internetsk ”blivhoert”). Et fristende tilbud, hvis jeg ikke dermed skal inddrages i en infantil dialog om familieferier, mulig skatteunddragelse og fastende taxa- og buschauffører, tænkte jeg.

Debatten lever, men desværre er det en i mine øjne gold mutation af den, der dominerer og gør det på diverse netavisers debatsider (ingen regel uden undtagelser), hvor en skønsom blanding af stålsatte læserbrevsskribenter, rabiate mørkemænd og håbløst velmenende debattører agerer diskussionens Don Quixote’r. Det er symptomatisk for den demokratiske effekt af debatterne, at de der forfatter det første debatindlæg, sjældent deltager i den efterfølgende diskussion. Men uagtet, at der næppe bliver brugt nævneværdig tid på at lytte til andre, er indlægsmængden imponerende – skræmmende. jeg undrer mig ofte over, hvor deltagerne får tiden fra, og ærgrer mig over i hvilken grad den er spildt.

Ærgerligt, synes jeg, hvis man f.eks. ser David Camerons indlæg på årets TED konference (http://www.ted.com/talks/david_cameron.html). Han taler om, hvordan vi står ved starten af en post-bureaukratisk tid. Hvor teknologi muliggør en decentralisering af magten, det han kalder people power. Han taler om hvordan informationsteknologi skaber transparens, der i stigende grad gør det muligt for menige borgere at drage deres politikere og embedsmænd til ansvar. Ærgerligt, synes jeg, i forhold til Don Tapscott, forfatter til bl.a. bogen Wikinomics, der i flere sammenhænge (f.eks. http://www.businessweek.com/innovate/content/jan2008/id20080116_730939.htm) har talt for, at vi i højere grad må lære at bruge nettet og forskellige digitale platforme som en stærkt tiltrængt løftestang for at engagere vælgerne i nødlidende vestlige demokratier, hvor det for en politiker med ambitioner er vigtigere at få en god placering iVild med dans end at have et klart kommunikeret politisk projekt.

På samme måde som en politikers dansetrin flytter fokus fra substansen, mener jeg at en stor del af nettets debatfora i bedste fald er værdiløse i forhold til konsolidering af et demokrati, i værste fald underminerer de det, fordi de skaber en kultur omkring det acceptable i at råbe højt uden at lytte, dels ofte drejer sig om trivielle sager. Den post-bureakratiske potentiale druknes i ligegyldigheder.

I den sammenhæng synes jeg, at Københavns kommunes blivhoert.kk.dk initiativ er meget spændende. Ideen er at skabe en digital høringsportal, hvor almindelige borgere for nem adgang til at indgive høringssvar til høringer i forhold til byens lokalplaner. Et besøg på portalen viser, at det langt fra er alle høringssvar der i kvalitet løfter sig væsentligt over niveauet på de mere populære debatsider, men en del af dem gør og en væsentlig forskel i forhold til andre netdebatter er, at indlæggene her bliver læst og taget seriøst i det omfang de berettiger det. Man råber ikke i vinden. Jeg er spændt på at følge udviklingen på blivhoert.kk.dk, mit gæt er, at mængden af seriøse indlæg vil vokse eksplosivt, og forstår politikere og embedsmænd forholde sig til borgerne bidrag, vil platformen med tiden faktisk vil blive et eksempel på en af de (nær)demokratiske, post-bureaukratiske digitale løftestænger, som bl.a. Tapscott og Cameron efterlyser.

Jeg håber, at det vil vise sig, at jeg har gættet rigtigt; at IT vil bidrage til at revitalisere demokratiet. For pokker, hvor er det tiltrængt. Vi bør arbejde for flere platforme, der faciliterer transparens og for flere platforme, der invitere menige borgere til konkret at påvirke de demokratiske beslutningsprocesser. Næste store skridt bliver så at skabe en digital platform, der også kan flytte politikerne væk fra dansegulvet og tilbage til den politiske substans – men det er en helt anden historie…

Bruger er offline. Sidst set for 45 weeks 2 days siden. Offline
Indmeldt: 11. august 2010
Transparante borgere svækker demokratiet

Tanken er rigtig, men efter min opfattelse går implementeringen i den stik modsatte retning.

Man gør borgerne transparente for at kunne profitere og styre - men det SVÆKKER både markedsdannelse og demokrati.

Og imens gemmer magtstrukturne sig bag pseudolegitimitet. F.eks. er Offentlighedslovgivningen gået klart den forkerte vej for at beskytte embedsfolk mod konsekvens. Det har 2 niveauer - nulfejlskulturen drives af frygten for den lille fejl som gør at man ikek fanger fejlene i tide, men ingen tør se på den store fejl som gemmes ind i et væv af ansvarsforflygtigelse uden konsekvens.

Hvad værre er overvågningsparanoiaen og den strukturelle mistillid til borgerne har trukket hele infrastrukturen i retning af et generelt og fastlåsende kontrolmekanismer i stedet for at åbne op og give initiativet, pluraliteten og behovene plads og frirum.

Man skal gøre Systemerne transparente og STYRKE borgene voldsomt MOD transparensen. Mob-effekterne kan du stadig få, men det er ikke den brede meningsdannelse som bygger demokrati - det er kritisk masse af kvalitet på alle områder som dernæst får lov til at flyde over i den brede meningsdannelse og markedsprocesser i både den private og offentlige sektor.

Og ja - det er en lodret afvisning af centraladministrationens registersamkøringsprojekt "Genbrug af Data" som bygger på falske antagelser og emotionelle påstande og dæmonisering af borgerne. Borgerne skal kunne genbruge deres data, men personhenførbare data må ikke genbruges fordi det er misbrug.

Bruger er offline. Sidst set for 1 year 36 weeks siden. Offline
Indmeldt: 2. september 2010
paranøja eller reelt magtatb til civilsamfundet?

kære Stefan Engberg.

Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger. Og også enig med mange af de andre kritikere.

Reelt handler det om at civilsamfundet (igen) taber magt til socialstaten.
Dette er ikke en ny udvikling, men en udvikling der har været i gang i 40 år, og som nu blot potenseres af de muligheder der ligger i internet og anden IT. Ærgeligt. Tragisk.

Jeg har selv været medlem af Venstre i mange år, ud fra en forventning om at netop dette parti ville stå imod og forsvare borgerrettighederne. Men i stedet ser det ud til at politikerne i Venstre - fuldstændigt ligesom alle andre politikere - går den vej som administrationen og it-lobbyen har forberedt for dem: den lige vej til magten. De har fjernet alle forhindringer, politikerne går blinde og dumme, stenene er ryddet væk, hullerne er fyldt op og luften de indånder summer af positive buzzwords fra mediefolk der også gerne vil virke progressive og IT-kyndige. PÅ denne vej er de fleste de bedste og politikerne følger stumt efter flokken.
Men de svigter det frie autonome civilsamfund og den frie boger.

Argumentationen overfor borgerne er fuldstændigt den samme som forførte befolkningen ind i socialstaten: at lovgivningen/den nye IT giver borgeren udvidede muligheder for at styre og kontrollere sit liv.
Hvad der ikke siges er at de påståede nye muligheder altid medieres af offentligt ansatte og/eller IT-systemer. Og at stat, offentligt ansatte faggrupper og politikere dermed erhverver en indsigt i og dermed magt over civiliteten, som de aldrig har haft før.

At deltage i debatten på danmark3nul understreger i øvrigt, hvor problematisk "det nye samfund" er, idet danmark3nul er tale et forum, hvor kun de der interesserer sig for emnet ser kritikken. Blandt disse er de der ønsker at kanalisere, styre og i sidste instans lukke kritikken.
Så sørg for OGSÅ at formulere jeres kritik alle andre steder: i aviser, på gaden, blandt kolleger, venner og familie. Skriv og tal til vi får løftet disse problemer så de bliver et anliggende for alle i samfundet.

Mvh
Ane K Due

Share |
Partnere:
DANSK IT har indgået et åbent samarbejde om Danmark 3.0 med Jyllands-Posten og Computerworld.