Innovationslektien - Fornyelse og tilpasning vigtigere end kortsigtede "spring"

Når jeg studerer det meste debat om innovation og økonomi i Danmark, så slår det hvordan man oftest fokuserer på den nemme "quick-fix", dvs. det konkrete projekt som lige henter x mio/mia ved at gøre y. Eller dem som tror at "innovation" blot er den produktudvikling som sker internt i en virksomhed.

Det er en fejl med meget lille sandsynlighed for succes fordi sådan virker innovation ikke - slet ikke i Danmark.

Innovation er kreativ destruktion. Vi har kun en vis forbrugsmulighed givet af vores produktion, dvs. hvis økonomien skal udvise fremskridt så skal enhver ny løsning give bedre levestandard per produktionsevne - enten fordi vi producerer det samme med færre ressourcer (inkl. miljømæssigt bæredygtigt etc.) eller fordi vi producerer bedre behovsdækning med de samme ressourcer.

Effektivitet kan godt ses som et stilstandsbillede - hvor godt producerer vi lige nu. Men det bliver ofte til noget uproduktiv snak om f.eks. lønninger som om Danmark blev rigere af at sælge vores begrænsede produktionstimer billigere. Ligesom vi ikke bliver rigere af kunstigt at pumpe borgerens forbrugsmulighed højere end hans produktionsevne, fordi det eksporterer arbejdspladser.

Nej - Danmark bliver rigere af at få mest muligt FOR vores samlede produktionsevne, dvs. hele tiden at flytte/udvikle vores produktivkræfter hen hvor de skaber mest værdi for "nogen" (eksport eller indenslansk) - af mangel på et bedre udtryk mest "betalingsvillighed" uden vi af den grund skal glemme den megen ulønnede værdiskabelse som foregår.

Effektivitet over tid er summen af de forandringer som sker. Det er en funktion af mange små innovationer og tilpasninger som drives af slutbehovets valg - både de fravalg som tvinger nogen til at forbedre sig og de tilvalg hvor kunden udpeger det bedre hvad enten det er bedre behovsdækning (kvalitet) eller en billigere behovsdækning (produktivitet) - oftest begge dele.

Der sker store spring, men de sker typisk i teknologidimensionen (f.eks. mikrochippen, dampmaskinen) og her leverer Danmark meget lidt. Der hvor Danmark har klaret sig er dels i de mange små tilpasninger, dvs. at gøre nogle områder lidt bedre som akkumuleret over tid bygger virksomheder som Grundfos og A.P.Møller, men navnlig i de sociale spring, hvor vi "sammen" gør radikalt op med en dårligdom og forandrer grundliggende strukturer som vi f.eks. gjorde med andelsbevægelsen, fokus på uddannelse til alle og sikring af mobiliteten på arbejdsmarkedet via krote opsigelsesvarsler kombineret med et niveau af arbejdsløshedsforsikring.

Små økonomiske systemer såsom en lille virksomhed tror kan "planlægge" internt, men er i virkeligheden blot en lille brik i et stort spil. Det værste er når nogen tror de kan "planlægge" store økonomiske systemer, fordi så sætter BEGRÆNSER de effektiviteten over tid med deres primitive antagelser som blokerer for innovation og tilpasning.

Det som plager Danmark er at de strukturer som vi byggede op i offentligt regi for at løse problemer - sundhedssektoren, skolesystemet, socialsystemet - kollapser om sig selv og ikke evner fornyelse og tilpasning. De er blevet både dyre og dårlige fordi dårligdommene og uhensigtsmæssigheder akkumulerer, mens krav og nedskæringer IKKE prioriteres af reelle behov men af dårlige politiske eller planøkonomiske "kompromisser".

Den innovationsmæssige lektie er 2

a) Danmarks styrke er en kombination af sociale "konkurrencespring" og kontinuert tilpasning af tiltag. Mens vi er seriøst dårlige til de teknologiske konkurrencespring (måske en følge af det karakteristiske anti-autoritære snit i kulturen i modsætning til f.eks. svenskerne).

Det er IKKE de vi gør i dag - tværtimod lader vi sociale processer komermcialisere og monopoliserer (web 2.0 er kørt helt galt) samtidig med at vi kun monopol-drevne "tiltag" (i primært den offentlige sektor og udenlandsk). Danmark går hastigt tilbage.

b) Et fokus på at genskabe Dansk konkurrenceevne og dermed først og fremmest fornyelses- og tilpasningsevnen ligger i at udnytte internettets mulighed for at sætte individet i centrum. Det betyder at give INDIVIDET MAGT og tillid til at mennesker bedst selv ved hvad der er bedst for dem selv, dvs. IKKE at profilere og fastlåse borgerne i både den offentlige sektor og stadigt stærkere kommercielle gatekeepere som systematisk misbruger internettes mulighed for at fjerndiktere og overvåge processer.

c) Det betyder navnlig fokus på interoperabilitet og konstant fornyelse i alle processer, dvs. parallel konkurrence mellem forskellige måder at løse et problem på og navnlig at sikrer borgeren frit valg mellem disse RUN-TIME (Brugerdreven Innovation er noget med rundbordssamtaler i udviklingsfasen og har i denne sammenhæng primært karakter af gidseltagning).

Interoperabilitet er ikke fastlåst standardisering og one-size-fits-all, men at sikre at udbyderes frie initiativ og borgernes frie valg kan arbejde i alle dimensioner. Dvs. at foksuere på essensen af WEB 3.0 som er semantisk Web, dvs. at skabe logisk interoperabilitet a la abstrakte printerdefinitioner fremfor plug-kompatibilitet a la de gamle printer ESC-koder.

d) Danmark kan IKKE alt selv, men hvis vi ikke gør NOGET selv, så gør vi os til andres afsætningsmarkeder uden selv at have noget at leve af. Vores fremtid afhænger på godt og ondt af hvad vi vælger.

Vi skal IKKE vælger monopoler, centralisering og one-size-fits-alle - det er der ingen fremtid i. Det fører direkte i faldende konkurrenceevne og nedgang levestandard i takt med at værdiskabelsen flytter udenlands.

Det Danmark skal gøre selv er at sætte borgeren og navnlig BORGERENS VALG i centrum, dvs. IKKE som i sundhedssektoren i dag, hvor borgeren får lov til at kigge med i statens styring af borgeren, men empowerment i betydning egenkontrol og egenomsorg/næromsorg fremfor at skabe sygdomsfabrikker. Statens planøkonomi må slet ikke kunne styre fordi magten slet ikke centraliseres.

Centraladministrationen i dag er meget forhippet på at sætte kommunerne under administration - men deres opskrift at central fjernstyring som er en garanteret fiasko. Den eneste måde at få det til at gå op i en højere enhed er at distribuere prioriteringen helt ud til den enkelte borgere.

Man er forhippet på kontrol og overvågning fremfor at digitalisere forebyggende. Konsekvensen er at digitaliseringen tabes på gulvet og skader samfundet i stedet for at at skabe værdi. At skyde budbringeren ændrer ikke på realiteterne. Den danske planøkonomi har ført til en samfundsøkonomisk deroute uden fremtid medmindre vi ændrer stil.