Gaver, min skat og små sko - et bud på "man-on-the-moon"

Den nye skatteminister, Peter Christensen, har indført en bagatelgrænse for beskatning af personalegoder. Hvor en arbejdsgiver tidligere skulle registrere værdien af barselsblomster og fødselsdagsflødeboller og derefter trække medarbejderen i skat, er reglen afskaffet så længe man holder sig under gaver for 1.000 kr. årligt. Hurra for at SKAT nu går i (lidt) større sko.

Nu forventer jeg ikke, at min arbejdsgiver begynder at overdynge mig med gaver. Jeg har altså ikke personlig vinding ved justeringen. Så hvorfor er det et godt initiativ?

En af vores store udfordringer som samfund er faldende produktivitet. Årsagerne er mange, men en stigende kompleksitet i samfundets indretning er bestemt ikke til hjælp.

Vi så et eksempel på unødig kompleksitet, da en studehandel i Folketinget for nogle år siden medførte en justering af ældrechecken. Ifølge rygterne i ministerierne kostede ændringen et større to-cifret millionbeløb til administration og systemændringer, nogenlunde samme størrelse som det beløb, pensionisterne fik ud af det. Et andet eksempel er i mine øjne multimedieskatten, der har været byrdefuld for virksomheder og ansatte i form af administration og ærgrelser. Tænk hvis regeringen i stedet havde turde forhøje indkomst skatten med nul-komma-et-eller-andet procent i stedet.

Så det er fint, at SKAT er gået et nummer op i skostørrelse, da det er et eksempel på hvordan det offentlige kan gøre livet lidt nemmere for borgerne.

It kan gøre meget muligt, som før var umuligt. Men hvis politikere benytter digitalisering som en lejlighed til at skrue op for kompleksiteten i regler og love, er vi lige vidt. Den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er på vej og den bliver spændende at læse. Men jeg tvivler på, at den har mandat til at tage fat om problemets rod, som er de mange nye love og bekendtgørelser.

Derfor håber jeg, at politikerne effektiviserer den offentlige sektor, ikke blot med it, men også ved at gøre verdenen lidt mere simpel. I et ministerium er jeg for tiden ved at udarbejde it-principper. En af klassikerne, som vi har taget med, er at forsimple arbejdsgange og regler før der designes it-løsninger. Det princip er også nyttigt for Folketinget.

Politikerne skal turde tage debatten om, at der vil komme huller i et mere simpelt system, hvor nogle uretfærdigt får for meget ud af det. For den slags huller koster meget at lukke og ofte endnu mere at administrere.

Modsat vil andre vil falde igennem sikkerhedsnettet af støtteordninger, hvis reglerne er mere simple. Inden for systemtænkning har man for længst indset, at det er en uopnåelig ambition at lave dækkende regler for enhver situation, hvilket ellers er idealet i den weberske bureaukratiopfattelse. I stedet arbejdes med undtagelses-håndtering i mange systemer, både organisatoriske systemer og it-systemer. Overført på den offentlige sektor, skulle man undgå at “programmere” det offentlige system for at indarbejde enhver variant, og i stedet indføre muligheden for at håndtere undtagelser effektivt, eksempelvis ved at kompensere pr. dispensation.

Dansk ITs Danmark 3.0 initiativ efterspørger forslag til et dansk “put a man on the moon”-projekt. Et projekt, som er svært, ambitiøst og som giver en masse afledte samfundsnyttige effekter.

Ovenstående er et bud på sådant et projekt, men det mangler nogle mere håndfaste mål. Så hvor skal Folketinget tage fat? Og hvor er de dyreste og mest produktivitetshæmmende regler?

(dette indlæg bliver også publiceret på version2.dk fra d. 29.marts kl. 9: http://www.version2.dk/artikel/18591)