Anders Sparres blog

Sådan får Danmark digitale superkræfter

I dagens Analyse i Politiken opfordrer Preben Mejer, Klaus Kvorning Hansen og Ejvind Jørgensen de danske politikere til at lade staten udnytte sine muskler til at give Danmark digitale superkræfter. Der skal blandt andet satses markant på velfærdsteknologi og digitale læringsspil, hvis Danmark skal være en toneangivende del af den digitale udvikling i stedet for blot at være forbrugere af andre landes digitale produkter.

Læs analysen Sådan får Danmark digitale superkræfter på politiken.dk.

Preben Mejer er desuden blandt oplægsholderne på Danmark 3.0-debatmødet Nationale digitale styrkepositioner tirsdag den 6. december 2011. Her kan du også møde erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Det er gratis at deltage i debatmødet.

Mindset frem for teknologi

Det handler langt mere om mindset end om teknologi, når vi skal forberede de kommende generationer på den digitale verden. De skal have engagement, nysgerrighed og kreativitet. Sådan lød nogle af de gennemgående udsagn fra oplægsholderne på Danmark 3.0-mødet ”Fra iagttager- til deltagersamfund”.

Oplægsholderne var Christian Schwarz Lausten, medstifter og partner i Seismonaut, Sofus Midtgaard, founder, Rebuild21 og Pia Bech Mathiesen, CEO Danfoss Universe. Vi har samlet nogle af højdepunkterne i en lille video, og nedenfor kan du også finde Sofus Midtgaards og Christian Schwarz Laustens præsentationer fra mødet. Endelig kan du læse mere fra mødet i artiklen Hjælp os fri af industrisamfundet – få os ind i d-landet!

 

Vil du være med til at skrive om Danmark som d-land?

Danmark 3.0-projektet er drevet af foreningen DANSK IT. Projektet sætter fokus på digitaliseringens muligheder og skaber ideer til en ny national digitaliseringsstrategi. Vi har udgivet debatrapporten ”Hvornår springer Danmark ud som d-land?”. D-land beskrives bl.a. som ”et land, der målrettet bygger dets udvikling og økonomi på de digitale muligheder”.

På otte offentlige debatmøder i efteråret identificerer vi konsekvenserne af at gøre Danmark til et d-land. Vi ser på lovgivning, social adfærd, national sårbarhed, forretningsmodeller m.v. Næste gang er den 27/9. Se hele Danmark 3.0-kalenderen.

Er du en velskrivende studerende med interesse for digitaliseringens indflydelse på samfundet? Og vil du hjælpe os med at fange essensen af disse debatmøder og skrive indlæg til bl.a. vores blog? Du får mulighed for at interviewe politikere, topembedsmænd, erhvervsledere, akademikere m.fl. – og for at blive læst af de samme.

Er det noget for dig? Så send straks nogle få linjer om, hvorfor du er den rette til opgaven til Anders Sparre. Inkluder et par af dine bedste teksteksempler.

Gør hele Danmark til én valgkreds

(Bragt som debatindlæg i Politiken søndag den 21. august 2011.)

De nye medier giver os mulighed for at få reelle landspolitikere.

Blogs, Facebook, Twitter og andre nye kommunikationsplatforme har givet politikere og borgere helt nye muligheder for at kommunikere med hinanden. Det er her-og-nu, det er flervejs, og det er uden redaktører som mellemled. Og ikke mindst er det uafhængigt af, hvor i landet de enkelte borgere og politikere befinder sig.

Det er altså en helt anden verden, end da forsamlingshuset, vælgerforeningsmødet og lokalavisen var de typiske mødesteder.

En MF’er fra Nordjylland, som er fast blogger i Berlingske, får kommentarer fra læsere i hele landet, mens en MF’er fra Falster har Twitter-followers i hele landet. Samtidig kan en borger på Fyn, som brænder for dyrevelfærd eller afskaffelse af EU-forbehold, gå i dialog med lige netop de politikere, der har samme interesser, uanset hvor i landet, de er valgt. Det er sagerne og interesserne – frem for geografi – der skaber forbindelserne.

Hvem får magten når demokratiet bliver digitalt?

Sammen med de Radikales it-ordfører, Morten Østergaard, præsenterer DANSK IT og Danmark 3.0 den 31. august det første af otte debatmøder om Danmark som d-land: Demokratiet i d-land. Her kan du være med til at sætte dit præg på Danmark 3.0.

Karl Löfgren, lektor fra RUC, taler om nye demokratikanaler, Astrid Haug, Community Manager, Berlingske, taler om åbenhed som regeringsfilosofi, og Jens Otto Kjær Hansen, rektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, taler om mediebilledet i d-land.

Mødet finder sted i Landstingssalen på Christiansborg, og det er gratis at deltage

Debatten om d-land er kun lige begyndt

Og DU kan være med til at skabe rammerne og indholdet i d-landet Danmark.

Digitaliseringen ændrer vores forhold til tid og sted, og springet til d-land kommer til at påvirke så forskellige forhold som vores kultur, økonomi, samfundsorden og levevilkår - herunder forholdet mellem stat og borger, lovgivning og politikernes rolle.

Danmark 3.0-projektet planlægger nu otte debatmøder, der sætter fokus på transformationen fra i-land til d-land. Det vil ske under følgende overskrifter - som svarer til enkelte afsnit i rapporten ”Hvornår springer Danmark ud som d-land?":

Hvad skal Danmarks digitale ”man on the moon”-projekt være?

I debatoplægget Hvornår springer Danmark ud som d-land? sætter Danmark 3.0-projektet rammerne for en bred debat om Danmarks transformation til d-land. Med dette indlæg vil vi opfordre alle til at kommentere anbefalingen om et nationalt ”put a man on the moon”-projekt. Kort sagt: Hvad skal Danmarks digitale ”man on the moon”-projekt være?

Fra debatoplægget:

”Danmark er velpositioneret til at udnytte den globale digitaliseringsbølge og tage kvantespringet fra i-land til d-land. Det er en historisk chance. Regeringen bør derfor initiere et nationalt samlingsprojekt, et ”put a man on the moon”-projekt, i form af en ny digitaliseringsstrategi, som kan sikre, at Danmark springer ud som d-land og leder landet frem mod en ny periode med højkonjunktur.”

Hvilke digitale fundamenter er de vigtigste?

I debatoplægget Hvornår springer Danmark ud som d-land? sætter Danmark 3.0-projektet rammerne for en bred debat om Danmarks transformation til d-land. Med dette indlæg vil vi opfordre alle til at kommentere anbefalingen om digitale fundamenter. Og vi vil særligt gerne have forslag til, hvad der skal være Danmarks fremtidige digitale fundamenter.

Fra debatoplægget:

”Ligesom det industrialiserede samfund er baseret på en række infrastrukturer (fx veje, havne og forsyning), vil det digitale samfund (d-land) være baseret på en række digitale infrastrukturer, som vi kalder digitale fundamenter.

Det noteres, at digitale fundamenter i sig selv måske ikke giver effektiviseringer og dermed kan fremvise egen business case. Men digitale fundamenter udgør, tilsvarende vejnettet i det industrialiserede samfund, selve grundlaget for samfund, borgere og samfundets aktiviteter, og de er derfor nødvendige.

Det er statens ansvar at definere og investere i de digitale fundamenter, og staten bør sikre styringen af de digitale fundamenter og stille dem til rådighed for samfundet.”

Hvilke nationale styrkepositioner skal Danmark satse på?

I debatoplægget Hvornår springer Danmark ud som d-land? sætter Danmark 3.0-projektet rammerne for en bred debat om Danmarks transformation til d-land. Med dette indlæg vil vi opfordre alle til at kommentere anbefalingen om at udpege nationale styrkepositioner. Hvilke styrkepositioner skal Danmark satse på for at opnå en international digital førerposition?

Fra debatoplægget:

”Staten bør udpege et sæt af nationale styrkepositioner, hvor Danmark ønsker at indtage en international digital førerposition.

Danmark har fx en pædagogisk tradition med rødder til Grundtvig, og et eksempel på en styrkeposition kunne derfor være ”software til computerspil-baseret uddannelse i folkeskole og gymnasier”.

Staten bør gennem regulering og lokale (offentlige) indkøb motivere et hurtigvoksende marked, markedsdrevet innovation med et højt konkurrenceniveau og et bredt udbud af løsninger inden for de valgte styrkepositioner. Hermed kan der meget hurtigt opbygges en national industri inden for området, hvilket sikrer nationale effektiviseringer og øget produktivitet, ligesom der kan skabes grundlag for et antal potentielle nye eksporteventyr.

Hvordan skal de digitale grundlove og strategier se ud?

I debatoplægget Hvornår springer Danmark ud som d-land? sætter Danmark 3.0-projektet rammerne for en bred debat om Danmarks transformation til d-land. Vi opfordrer her alle til at kommentere anbefalingen om digitale grundlove og strategier. Hvordan skal lovgivningen tilpasses for at understøtte d-landet? Og hvilke strategiske elementer kan fremme transformationen til d-land?

Fra debatoplægget:

”Det danske samfund står over for stadigt stigende teknologiske risici i form af digital sårbarhed, ligesom vi frygter, at den danske borgers rettigheder i stigende grad tilsidesættes. Dette er en uacceptabel glidebane, hvor staten i øvrigt selv er medspiller, og hvor meget tyder på, at denne udvikling desværre fortsætter i den gale retning.

Som led i digitaliseringsstrategien bør lovgivningen tilpasses for både at minimere statens digitale sårbarhed og fuldt ud sikre borgernes retssikkerhed. Ligeledes tror vi på, at en sådan lovgivning er forudsætningen for at skabe den nødvendige tryghed, som giver borgerne mulighed for at udfolde sig stadigt mere vidtgående i det digitale univers.”

Presseomtale af "Hvornår springer Danmark ud som d-land?"

Danmark 3.0-projektets rapport #1 - Hvornår springer Danmark ud som d-land? - blev offentliggjort i fredags. Her følger vi op med links til pressens omtale af debatoplægget:

Berlingske: Årlig slagplan skal skubbe Danmark fremad

Berlingske: 3-0 til Danmark med Danmark 3.0

JP Radio: Nu skal Danmark være D-land

Computerworld: Politisk gummiarm sender Danmark i 2.division

It-bossen (Per Palmkvist Knudsen): Er det ikke interessant at redde velfærdssamfundet?

Danmark 3.0 er ikke gået i hi. Vi skriver…

Opdatering: Første Danmark 3.0-udgivelse offentliggøres fredag den 4. februar 2011.

Der har ganske vist været lidt stille her på siden i nogen tid, men det er ikke ensbetydende med, at Danmark 3.0 er gået i vinterhi. Efter at have fået en masse input og inspiration ved efterårets arrangementer (temamøder, it-tænkermøder og it-politisk åbningsdebat) er vi nu i gang med at skrive en rapport, der vil ligge færdig lige i begyndelsen af 2011. Det vil komme til at handle om digitaliseringens konsekvenser for det danske samfund og de strategier, som kan få Danmark til at springe ud som D-land.

I mellemtiden håber vi, I alle får jeres digitale jule- og nytårsønsker opfyldt. Se her hvad fem udviklere, som DANSK IT har talt med, ønsker sig.

Kloge it-penge vigtigere end mange penge

I dagens Jyllands-Posten skriver Per Tejs Knudsen og Ejvind Jørgensen fra Danmark 3.0-styregruppen under overskriften Kloge it-penge vigtigere end mange penge, at der er behov for en ny tilgang til offentlige it-projekter. I stedet for den typiske "big bang"-tilgang foreslår de, at fremtidige projekter begynder i det små og vokser sig store på markedsvilkår.

En helt konkret model går ud på at "påbegynde fem projekter parallelt, som kører i et år. Herefter vælges tre projekter ud, som tildeles yderligere beløb, og efter to år udpeges ”vinderen”, som afslutter projektet." Denne fremgangsmåde forventes at skabe en ny og mere agil tilgang til offentlig digitalisering - med de egenskaber, som netop kendetegner succesfuld software i form af markedsdrevet innovation, tæt på kunden.

Lars Frelle-Petersen: Digitalisering skal kunne betale sig

DANSK IT's politiske udvalg for it i den offentlige sektor fik i sidste uge besøg af statens digitaliseringschef Lars Frelle-Petersen, som her giver et interview om den nye digitaliseringsstrategi, der er under udarbejdelse. I interviewet løfter han lidt af sløret for indsatsområderne.

Om finansieringen siger Lars Frelle-Petersen, at vi grundlæggende kun skal digitalisere, hvor det kan betale sig. Der skal altså være gode business cases.

Endelig peger han på, at der skal bygges videre på eksisterende erfaringer såsom NemID, e-faktura og tinglysningen, som alle får positive bemærkninger med på vejen.

Fremtidens digitale strategier bliver helt anderledes

DANSK IT's formand, Klaus Kvorning Hansen, er indtil videre godt tilfreds med resultaterne af Danmark 3.0-processen. Han glæder sig således over de interessante input, der er kommet fra de mange aktive deltagere på Danmark 3.0-temamøderne. Input, der vil blive drøftet af it-tænkerne og anvendt fremadrettet i DANSK IT's mål for det digitale skabersamfund.

- Nu kommer en spændende proces med at omsætte de højtflyvende ideer til konkrete handlinger, siger han i dette interview med Dan Bjerring.

Udgiv indhold
Share |
Partnere:
DANSK IT har indgået et åbent samarbejde om Danmark 3.0 med Jyllands-Posten og Computerworld.